lørdag den 31. januar 2015

Genbrugsmarked


I dag har min mor, søster og jeg været til genbrugsmarked, med vores egen lille stand. Det har været en rigtig hyggelig dag. Standen kostede 100 kr. incl plads til et tøjstativ, og der gik ikke længe før både min mor og søster havde tjent pengene ind igen. Der skulle gå 1½ time før jeg fik solgt min første vare. Det var lige før jeg fik krise over ingen salg. :)

Der var lidt af hvert ved alle stande, DVD'er, tallerkener, tøj, bøger, smykker, legetøj mv. og standejerne var både unge og gamle. Jeg kunne sagtens finde på at deltage i et sådan arrangement igen, da jeg fandt det meget hyggeligt, og tiden gik rigtig hurtigt.

Indtjeningen var ikke så høj, men kom dog derfra med + i pungen. Også efter jeg havde gjort mit eget lille køb. Jeg måtte jo rundt og se hvad der muligvis kunne friste hos de andre. En meget sød ældre dame havde denne smukke ramme til at ligge, og måtte af med skalled 20 kr. Den måtte jeg bare eje. Jeg glæder mig til at få lavet et billede og mig og kæresten til at pynte i den.

Refleksioner fra dagen: find på en bedre måde at reklamere for tøjsalget, husk en pude til røven, medbring et tæppe til hvis det nu skulle blive køligt, find flere nipsting frem og husk varm kakao :)

*beke

lørdag den 24. januar 2015

Århus tur

Fredag havde jeg bedt om fri fra arbejde og aftalt en Århus-tur med min mor. En vældig tiltrængt fridag - afsat til hygge!!

Vi ankom til Salling ved 10.30 tiden. Tidligere har jeg ikke haft så meget til overs for Salling, da jeg føler at det er en kæmpe labyrint at finde rundt i, og så skulle overkomme flere "butikker" indenfor kort tid... Men jeg overraskede mig selv denne gang. Det hjalp at acceptere at tage én etage af gangen, og oplevelsen blev meget bedre. Det endte endda med at jeg kom til at bruge penge.

Nå men målet for mig, var bl.a. at komme om og se butikken Yarnfreak. Jeg har set hende i TV-midt/vest og fulgt hende lidt på instagram, og nu hvor en veninde og jeg snakkede om butikken den anden dag, og muligheden bød sig, så måtte jeg tage et lille smut forbi.
Det er en rigtig hyggelig butik. Fantastiske farver af garn overalt! Der var to veninder som sad og strikkede og rundt i butikken stod hendes kreationer og pyntede. Jeg kom derfra med disse to bøger af Sys Fredens "Babyhæklet" og "Tunesisk hækling". Jeg har tidligere lånt Babyhæklet på biblioteket, og efterfølgende ønsket mig den i julegave. Trøjen på forsiden er jeg fuldstændig forelsket i, samt djævlehuen. Nu skal jeg bare beslutte mig for, hvor jeg skal starte.


Beke*


onsdag den 21. januar 2015

Pasta eksperiment

Her til aften har jeg lavet mit lille pasta eksperiment, som jeg ikke har navngivet endnu. En dag for længe siden, hvor kæresten og jeg var i dovent humør til at lave aftensmad, og havde stor lyst til takeaway-pasta, fandt jeg energi til at eksperimentere lidt med hvad vi nu havde i køleskabet. (Der var jo alligevel lidt langt ned til pizzamanden)

Det var en succes, og de gange, hvor vi har haft lysten til at få takeaway-pasta, så overvejer vi, hver gang, om vi ikke skulle handle ind til eksperimentet i stedet, hvilket vi har gjort lige siden.

Jeg aner ikke om andre har lagt en opskrift op som ligner, men her er min. 
OBS. man bør ignorere kalorieantallet i retten, og i stedet nyde det.!

Passer til 3-4 personer
30 min tilberedningstid

Ingredienser:
150 g Bacontern
350 g Kyllingefilet
250 ml Fløde
500 g Dolmino
400 g Spagetti
1 spsk Majsolie
½ tsk Salt
½ tsk Oregano

  1. Sæt 1 liter vand i kog med majsolie og salt
  2. Samtidig brun bacontern i en wok
  3. Når bacontern er brunet, skær kyllingfileterne i mindre stykker og kom dem i wokken
  4. Når spagettien er færdigkogt, hæld vandet fra og kom det over i wokken, når kyllingen er stegt
  5. Kom herefter Dolmino i, rør rundt og lad det simre 2-3 min
  6. Tilsæt nu fløden og oregano, rør rundt og lad det simre 5 min


og Voila...!!! Lækker pastaret :)

Det kan med fordel serveres med en grøn salat og hvidløgs brød. Muuums <3

beke*

søndag den 18. januar 2015

Tiltrængt weekend

Det er allerede søndag! Puuh..!

Jeg føler at de første par uger i 2015 bare er fløjet afsted. De sidste to uger har jeg tilbragt megen af min tid på arbejdet, da vi skulle have afsluttet regnskab 2014 senest torsdag d. 15 januar. Vi har lært til næste år, at vi måske skulle begynde at forberede os noget før. Vi nåede det til tiden og fredag var den første dag længe, hvor jeg mødte og gik til normal tid. Dagen sluttede jeg af med at få en lækker kop kakao med min veninde og efterfølgende hjem til mine svigerforældre og spise, samt se håndboldherrerne svede. 

Lørdag brugte jeg på, at få støvsuget hele hytten. Den tilfredsstillende følelse, når man lige har gjort rent og solen skinner ind af vinduet, og der bare ikke er en støvfnug af se. SKØØØØNT.....!

Om eftermiddagen tog kæresten og jeg ud på vores bette grund og betragtede det, som mere og mere bliver til virkelighed. Der er lagt asfalt, lagt an til fortov i første klynge (vi ligger i klynge to), og gade lygter er også så småt sat op. Det er helt ufattelig at det er vores, og at der gerne om 1½ år skal stå et færdigt hus. Jeg prøver at få taget billeder, for at kunne mindes, hvordan det var "engang", men skal vist lige have lånt min søsters prof-kamera, så man bedre kan forestille sig det. Men dette er hvad jeg har pt.

 
Vi er ikke i tvivl om, at det bliver et typehus som vi vælger. Men herfra er der en masse beslutninger som skal tages. Hvilket byggefirma skal vi vælge? Huscompagniet, Eurodan-huse, Ide-huse, K2huset mv. Der er så mange muligheder, så vi satser på at tage til "Byg og Bo" bygge udstilling ved Sabro i påsken engang. Her kan vi måske kommer lidt nærmere, hvem som passer bedst til os, og hvad vi egentlig gerne vil hen imod. Jeg glæder mig i hvert fald.

Nu vil jeg til at slutte af, da jeg skal køre kæresten til håndbold, handle ind, ud og se kamp, hjem og se kamp i tv, og så er den søndag vel også ved at være ovre, og en ny uge tager snart sin begyndelse.

Beke *

tirsdag den 13. januar 2015

Gave til søster - Hæklet tæppe med lyskæde

D. 4 januar havde min søster fødselsdag. Eftersom hun lå syg og rykkede festlighederne til denne weekend vi lige er gået ud af, gav det mig en oplagt mulighed - Nu skulle hun få sin bestilling i gave.

Jeg har tidligere hæklet et tæppe med lyskæde, hvorefter to af mine brødre (har tre af slagsen) og min søster lagde en bestilling ind. Jeg er rigtig glad for den, og den giver en ekstra gang hygge i et mørkt hjørne. I det kommende hus, har jeg allerede tanker om, hvor den skal placeres :) hihi.

Inspirationen til tæppet har jeg fundet hos bautawitch. en svensk blogger, som jeg tilfældigvis krydsede i bloggerverden.

Den ene lyskæde på 10 meter har jeg købt i Lidl engang til ca. 100 kr. og den anden lyskæde på 6 meter er købt i hjem og fix til omkring 70 kr. Jeg har brugt ca. en rulle hvid zpagetti(stof)garn af 120 meter til hvert tæppe, men vil anbefale at have en ekstra ved hånden da det kun lige slog til.

Jeg startede med en magisk ring og lavede 6 fastmasker i denne. Derefter tilføjede jeg den ene ende af lyskæden og her begyndte jeg, at lave fastmasker omkring lyskæden. I starten havde jeg meget fokus på at lave to fastmasker i samme maske, så det både dækkede lyskæden, men også blev større rundt. Jeg lavede mine over flere dage, da det kan være hårdt for armene at arbejde med. (men også god træning)

Når der ikke er mere lyskæde tilbage, lavede jeg de 4 runder som bautawitch beskriver. Hendes oversat fra svensk til dansk
varv = runde
fm = fastmaske
lm = luftmaske
m = maske
sm = kædemaske

Resultaterne er som på billederne. De to første, er vedrørende den jeg lavede til min søster. Jeg blev færdig en time før den skulle gives, så billedet med tændt lyskæde er ikke retfærdiggørende. Det tredje billede er min egen, med lyskæden på 10 meter. Her viser billedet bedre, hvordan det lyser i mørket.



torsdag den 8. januar 2015

Farverig hæklet bold

Endelig har jeg en friaften hjemme, med ingen planer overhovedet, så det har jeg dedikeret til hækling.! I aften er jeg blevet færdig med min lille farverige hæklet bold. Hen over julen havde jeg fået lyst til, at hækle endnu en bold, ligende en jeg tidligere havde lavet til min far. Det tager ikke lang tid at lave lapperne og jeg har brugt garn fra Søsterne Grene, samt en str. 3 hæklenål.

Inspirationen har jeg fået fra Lutter Idyl og opskriften findes hos Søhesten.

Der skal laves 12 lapper og til sidst har jeg hæklet lapperne sammen med hvid. Min kæreste fik valget mellem hvid eller sort, så det blev hvidt og jeg er vældig godt tilfreds med resultatet.


mandag den 5. januar 2015

Årets første løbetur

Så skete det. Jeg fik løbeskoene på!!

Det er ikke mit nytårsfortsæt, at jeg skal deltage i et marathon, triatlon eller anden form for bestemt løb, det glippede sidste år, så gør ikke den slags voldsomheder fremover :). Reelt set har jeg faktisk ikke lavet noget nytårsfortsæt i år. I dag tænkte jeg bare - Nu må jeg gøre noget ved det!

Jeg nåede også kun lige hjem, efter en stresset arbejdsdag, skifte tøj, og så ud af døren. Det virker altså bedst for mig at komme ud af døren igen med det samme.
Det blev til 3,12 km på 24 min og 20 sek. hvilket jeg er meget stolt over at kunne præstere, efter en meget laaang pause fra løb. Målet var, at jeg skulle komme så tæt på de 10.000 skridt total for i dag som muligt, og da jeg nåede tilbage til start, manglede jeg godt 650 skridt. 

Nu hvor jeg har sat mig godt til rette i min hyggestol i stuen, og med lidt god samvittighed, mangler jeg blot 19 skridt. Dem formoder jeg, at jeg nok skal nå at få onduleret, inden sengetid. :)