Første besøg i en Mama-tøj-afdeling

Nøjh - Sikke en overvindelse for mig, at tage det første skridt i en Mama-tøj-afdeling. Jeg havde på ingen måde troet, at jeg ville føle sådan i min krop, og at det ville gå så hurtigt. 

Jeg havde ugen forinden, meddelt min chef, at vi er i lykkelige omstændigheder, og mine nærmeste kollegaer havde kun lige fået det at vide, da jeg tænker at jeg nok hellere må snuse til beklædning til gravide.

Jeg beslutter mig for, at tage i H&M en dag efter arbejde, alene, da mine jeans begyndte at stramme lidt. Jeg havde egentlig kun et mål i butikken, men alligevel browser jeg lidt i deres basis afdeling, og sniger mig forsigtigt nærmere "det ukendte land".

Der går lang tid - rigtig lang tid. Og jeg får endda set flere af de samme tøjrækker i sportsafdelingen, inden jeg overhovedet står ved skillevæggen, indtil Mama tøjet.

Pludselig, får jeg kriller i maven, begynder at svede og føler mig virkelig på en fremmed planet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har følt mig så forkert tilstede samt, utilpas ved mig selv.

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig: "Jamen, det tøj her er jo alt for stort til mig - eller hvad.?", "Er jeg virkelig ikke gravid?", "Hvad skal jeg overhovedet bruge?". Jeg når i realiteten ikke andet end at ane at der findes bukser, med ekstra stof til maven, og kæmpe toppe, før jeg fanger nogle strømpebukser (heldigvis i den rigtige strørrelse), går op til kassen, betaler (jeg når ikke engang at få det på H&M kortet) og så er jeg allerede ude af døren.

Følte mig vitterlig som en sølle teenager, som skulle købe sin første pakke kondomer. Da jeg kommer hjem, går der en uge, før jeg overhovedet åbner pakken med strømpebukser, tager dem på, sammen med en nederdel og alt føles pludselig fantastisk..!! Jeg er i den syvende himmel. Der er plads, masser af plads til maven, og ingen dumme knapper fra mine jeans til at sidde og irritere. Hvorfor fanden havde jeg ikke taget mig sammen til at hoppe i de skide strømpebukser noget før?? Dummeslag.

Afsted med mig igen til H&M :)

Jeg skal være mor

Yaaay - jeg skal være mor - hvor er det mærkeligt at skrive OG sige højt. Har kun sagt det meget få gange højt, da jeg syntes det er nogle meget betydningsfulde ord, og at det vist ikke er sivet 100% helt ind endnu.

Det er så fantastisk og jeg (vi) glæder os virkelig meget til juli, hvor den bette har meldt sin ankomst.

Mellem jul og nytår var vi til nakkefoldsscanning, og d. 30 og 31 december fortalte vi det til vores forældre og søskende. Vi var meget spændte på, hvordan de ville modtage den glædelige nyhed, og måden vi havde valgt at annoncere det på. De var alle rigtig glade og det var sjovt at se, hvordan de reagerede forskelligt - glædestårer, mundlam ved brormand som ellers gerne har masser at fortælle, rystende hænder mm.

Det var dejligt endeligt at kunne dele vores 3 måneders hemmelighed med dem vi elsker.

Jeg vågnede en tidlig morgen i digterhumør, og fik sammensat et lille rim, som kæresten mente, at vi skulle annoncere vores kommende lille bebs overfor familien med. 

I min familie læste min lillebror højt, indtil han gik i stå halvvejs i vers tre, da han begyndte at fatte hvad han læste, og i kærestens familie læste svigerfar op, men svigermor fangede den hurtig og spurgte til om hun skal være farmor.

Her er et kopi af vores lille digt, måske det kan være en inspiration til andre som skal annoncere deres nyhed.

Kopi af digt til oldefar

Jeg beklager på forhånd, at bloggen måske vil være præget at baby stuff i den kommende fremtid, men jeg vil fortsat komme ind på det igangværende hus, mad, hverdag, hækling og meget andet.